 |
| Illustration af Rasmus Jensen. |
Jeg har fået rigtig mange mails fra læsere, der gerne vil vide, hvad der videre sker med Davie i Skeletter i skabet-serien. Og fordi det nu er den 24. december, vil jeg gerne give jer en julegave, så I får lov at læse lidt i Skeletter i skabet 4 før alle andre.
Bogen kommer til at hedde Gravslægt, og her kommer det første kapitel. Der tages forbehold for ændringer og korrekturfejl, da bogen jo ikke er helt færdig endnu.
Jeg prøvede at vride og dreje mig, at gøre hvad som helst, der kunne få rebene til at give sig bare en smule. Jeg forsøgte at trække hænderne fri, men rebene bed sig ind i håndleddene og skrællede huden af.
Det sved og stak, men jeg nægtede at give op. Hvis jeg ville overleve det her, var jeg nødt til at komme ud af rebene, ud af Rådhuset, ja muligvis hele vejen ud af Zantora for at undslippe Devon og hans hær af dødsbørn.
Det summede i mine fingre, men jeg var kommet længere end i går, nu var det knoglen på tommelfingeren, der var i vejen, hvis bare jeg kunne file knoglen en lille smule ned, eller presse fingrene lidt mere sammen, så var jeg fri.
Jeg hørte trin ude på gangen. Dødsbørnene havde vandret frem og tilbage i nat. Flyttede noget, hentede noget, planlagde … noget. Hvad præcis Devons plan var, vidste jeg stadig ikke, men han havde sagt, at jeg skulle være en del af det. Og så snart Devon gjorde mig til en del af hans projekter, så gjaldt det om at komme væk.
Sidste gang, han havde haft planer med mig, havde det betydet lange nætter på kirkegården med at grave lig op, trusler mod Temate, Michia, Majana, og så havde han også i et kort vanvittigt sekund været tæt på at dræbe mig. Ikke ligefrem noget, jeg ville gentage. Slet ikke, når jeg havde langt vigtigere ting at tage mig til: såsom a) at finde mine forældre, der havde været væk i flere måneder nu, b) at finde ud af, hvorfor Aiden, en meget stærk flamme, der skulle have været min ildfugl, nu bare var en lille sølvkugle og c) at få hævnet Edward, Samuel og alle de andre som den korrupte politiker, Victor Adamo, havde fået myrdet. Eller som vi troede, han havde fået myrdet, for vi manglede stadig at finde beviser, der kunne fælde Adamo. Men nu var der altså kommet et punkt på min liste, som slog alle de andre, og det var at komme ud herfra.
Der blev stille ude på gangen igen. Mit håndled dunkede stadig, og en svag klistrende og varm fornemmelse fortalte mig, at rebene havde gnavet hul. Jeg var nødt til at prøve igen med det samme. Inden hævelsen ville gøre det hele endnu sværere.
Jeg tog en dyb indånding og rev så til med alle mine kræfter.
Jeg bed et skrig i mig, mens rebet knagede højt, da min tommelfingerknogle pressede sig mod det og så – svup – gled hånden ud.
Jeg sank sammen på de kolde fliser. Blodet løb ned ad armen, men jeg var fri.
Resten af rebet gled let af, og jeg rejste mig. Benene var stive og ømme af at sidde stille så længe.
Min hånd søgte mod bukselommen, hvor jeg fandt den lille sølvfarvede kugle, der var Aiden. Da jeg trak ham frem, opdagede jeg med det samme en forandring. Kuglen … lyste. Hvornår og hvordan det var sket, anede jeg ikke, men det måtte være godt. Måske var der stadig håb, måske kunne Aiden reddes.
Det svage lys fra Aiden tillod mig at få overblik over rummet.
Jeg kunne se et par gulvspande og ved siden af dem rengøringsmidler og mopper. For enden af rummet var døren. Jeg tog i håndtaget, selvom den – selvfølgelig – var låst.
Jeg lyttede kort, der var stille på gangen. Så rettede jeg mig op. Jeg er ikke specielt stærk, men jeg var nødt til at give det et forsøg. Jeg løftede benet, tog sigte og sparkede så direkte mod låsen. Slaget forplantede sig igennem min fod hele vejen op i benet, mens jeg humpede bagud, og døren ikke havde givet sig så meget som en millimeter.
Vaklende satte jeg mig ned. Blodet piblede stadig frem for håndleddet, og hele min krop var øm og træt. Jeg lagde Aiden i skødet og gned ansigtet i hænderne.
Jeg havde det som om, jeg var blevet bidt af en blåslange. Som var jeg fanget i en dyster hallucination. Som havde nogen taget et af mine mareridt, og gjort det til virkelighed.
Dødsbørnene havde fanget mig i går, da jeg havde forladt min læremester Nila på hospitalet. Pludselig havde de stået der i de halvmørke gader i Zantora og havde grebet fat i mig. Hvordan de var kommet ind i byen, anede jeg ikke.
De havde slæbt mig gennem gaderne hen til Rådhuset, og jeg havde været sikker på, at de arbejdede for Adamo, men, da jeg ankom til Rådhuset var gangene var spøgelsestomme og forladte, og det var ikke Adamo, der tog imod mig, men Devon. Med nogle få ord, om at han ville overtage Zantora, og jeg skulle hjælpe ham med det, var jeg blevet låst inde.
Og nu sad jeg her og fattede … intet.
Jeg vågnede næste morgen af skridt på gangen. De stoppede foran døren, og i en hurtig bevægelse fik jeg gemt Aiden i lommen, mens jeg kom på benene.
Døren gled op, og jeg stod ansigt til ansigt med min fætter. Devon var næsten et spejlbillede af mig selv. Den eneste undtagelse var det blodrøde mærke på hans pande. Dødsmærket, som alle dødsbørn bar.
Devons blik gled over de blodige reb på gulvet.
”Når vi binder dig, er det meningen, at du skal blive i rebene,” sagde han, og vendte sig mod to dødsbørn bag sig. ”Tag ham.”
De to dødsbørn kom nærmere. På hænderne havde de tynde, hvide handsker ligesom dem som læger bruger under operationer. Deres fingre låste sig fast om mine arme og gav mig gåsehud.
Selvom handskerne var til for min beskyttelse og sikrede, at jeg ikke faldt død om ved deres berøring, var jeg alt andet end rolig, da de trak mig af sted. Dødsbørn var kendt for at kunne gå amok. For ikke at forstå, hvor farlige de var. Devon var undtagelsen. Han havde været et særligt eksperiment på institutionen, og derfor var han som en af de få fuldt ud bevist om, hvad han var, og hvad han kunne gøre. Adamo havde brugt ham som lejemorder, netop af denne årsag.
”Hvad er det, du vil?” spurgte jeg Devon, mens dødsbørnene slæbte mig ned ad en lang gang, hvor billeder af Zantoras statsoverhoveder hang på væggene. Portrætternes øjne fulgte os hele vejen, som om hele Zantoras stab af tidligere ledere i forargelse betragtede, hvordan Rådhuset var blevet inficeret med dødsbørn.
”Du får se,” svarede Devon bare.
Jeg havde heller ikke regnet med, at han ville svare, spurgte mest for at han ikke skulle opdage mit søgende blik. Jeg spejdede efter flammer. En levende flamme kunne være præcis det våben, jeg havde brug for. Men på væggene hang kun tomme søm, der hvor flammerne burde have været.
Gangene var lige så mennesketomme som i går. Hvor var alle politikerne og de ansatte? Ikke en eneste politiker, sekretær eller rengøringshjælp var at se. Var de flygtet? Fanget? Døde?
Devon standsede foran en bred dør.
Et lille skilt fortalte, at kontoret tilhørte Phillip Raylon, Zantoras statsleder, men Devon rev bare døren op.
Statslederens kontor var blevet omdannet til midlertidigt pulterkammer. Langs væggen havde dødsbørn stablet rygsække og kasser med ting.
Devon trak en lænestol frem, og dødsbørnene skubbede mig ned i den.
”Bliv siddende,” sagde Devon bestemt, mens dødsbørnene trådte tilbage og ventede ved døren.
Jeg adlød, og et hurtigt blik rundt i lokalet, fortalte mig, at også dette lokale var blevet tømt for flammer. Devon havde taget sine forholdsregler.
Devon vendte ryggen til mig, mens han så ud af de store panoramavinduer med udsigt over Rådhuspladsen. Herfra kunne man se direkte over på domhuset på den modsatte side af pladsen.
”Forklar mig, hvordan signalet med byens klokker fungerer,” sagde Devon så. ”De ringer, når der er fare på færde, og så kommer folk herhen, ikke sandt?”
Jeg nikkede.
”Skal man ringe på en særlig måde?”
Jeg tøvede, havde ikke lyst til at give ham oplysninger, der kunne hjælpe ham, men jeg havde intet valg.
”Der er to signaler,” svarede jeg. ”Det ene ringer med tre hurtige ring efter hinanden fem gange i træk. Det andet fem gange seks ring efter hinanden.”
”Og forskellen er?”
”Det første betyder, at en fra hver bydel skal møde op og få oplysninger. Det andet betyder, at en fra hver familie skal komme.”
”Okay, vi tager det sidste.” Han drejede sig mod dødsbørnene ved døren.
”Josef, fortæl Malcom, at det er fem gange seks ring efter hinanden.”
Et dødsbarn med kort, rødt hår nikkede og forsvandt så ud af døren.
”Hvad er det du vil?” spurgte jeg igen.
”Du får se,” gentog han og vendte sig mod mig.
Han var iført sorte læderhandsker, og han rakte ud efter mit hoved. Langsomt trak han mit pandehår tilbage. Ved hans side på det lange mahogniskrivebord lå en række pensler i forskellig størrelse.
Han lod fingrene glide hen over dem, inden han valgte den mindste. Så dyppede han spidsen i maling, så de lange sorte hår blev helt røde. Han løftede penslen mod mit ansigt og tegnede et koldt spor i min pande.
Hans ansigt var koncentreret, mens han med forsigtige, små strøg begyndte at tegne en cirkel.
Kort efter begyndte klokkerne at ringe. Sendte en høj, ildevarslende rungen ud over byen, og det var først nu, at jeg tænkte på, at jeg skulle have løjet for ham. Givet ham et forkert antal ring, så alle ville vide, at der var noget galt. I stedet havde jeg lokket dem lige i hans fælde.
Penslen gled i hans hånd, og tegnende et vådt spor henover min pande.
Devon sukkede. Rakte ud efter et håndklæde. Hurtigt og vredt gned han min pande ren.
”En gang til,” sagde han til sig selv.
Penslen føltes endnu mere kold denne gang, da han langsomt begyndte forfra.
Mens Devons blik var fastlåst på min pande, så jeg mod døren. Her holdt endnu et dødsbørn vagt. Hvor mange dødsbørn Devon havde under sin kommando, anede jeg ikke. Og hvordan han havde trænet dem til at forstå hans kommandoer, vidste jeg heller ikke.
For nogle måneder siden, under fejringen af Zantoras 200-årsdag som hovedbyen blandt de tre bystater, havde der været en masseflugt fra dødsbørnsinstitutionen i byen. Havde Devon allerede den gang planlagt det her? Havde han de sidste måneder arbejdet med at træne dødsbørnene?
Jeg havde troet, at han stadig den gang havde handlet under Adamos ordrer, at det først var i Portuena, for få dage siden, at han havde brudt sin aftale med Adamo, da han havde nægtet at myrde mig. Men nu begyndte jeg at tro, at Devon ikke bare havde snydt mig, men også Adamo, og at han i månedsvis havde arbejdet udelukkende for sine egne formål.
Den høje ringen af klokkerne aftog. Signalet var givet, Zantoras borgere var på vej.
”Sid stille,” sagde Devon, og jeg rettede igen blikket mod ham.
Han tegnede først cirklen, så de tre bølgede streger i min pande. Dødsmærket. Det rislede koldt i blodet, mens jeg begyndte at få en svag fornemmelse af, hvad Devons næste træk ville være.
Døren gik op, og det rødhårede dødsbarn kom tilbage. Han stillede sig som endnu en vagtpost ved døren.
”Hm …” Devon lænede sig frem. Studerede min pande tæt. ”Ja, den er vist ved at være der nu.” Han pustede på min pande. ”Nu skal det bare tørre.”
Han så mod de to dødsbørn, der stod ved døren.
”Josef, bed Malcom ringe med klokkerne en gang til, så vi er sikre på, at alle har hørt det,” sagde han, og det rødhårede dødsbarn forlod igen rummet.
Devon trak en stol hen, så vi sad i øjenhøjde.
”Jeg har altid hadet, at vi lignede hinanden,” sagde han. ”At den eneste forskel på os var det mærke.” Han slog med sin finger i panden på mig. Han kiggede på handsken og smilede, da der ingen maling var på den. ”Men nu kan det blive nyttigt.”
”Hvad er det, du vil?” spurgte jeg endnu en gang.
”Folket venter.” Devon slog ud med armen mod de store glasruder. De første mennesker var begyndt at ankomme. De stod tæt sammen med opslåede hætter for at beskytte sig mod regnen.
”Jeg forstår ikke…” sagde jeg.
”Du skal tale til dem. Forklare dem situationen.” Devon trak sine handsker af. De blå blodårer stod tydeligt frem på de blege hænder. Han smed handskerne i mit skød. ”Tag dem på.”
Jeg trak handskerne på.
Devon tog jakken af, og rakte den til mig. Jeg trak den ud over min egen jakke, og strejfede den lille kugle i min bukselomme. Hvis bare Aiden havde været i live …
Jeg lukkede jakken og rettede på kraven.
”Du vil have, at de skal tro, at jeg er dig?” sagde jeg.
Devon nikkede.
”Ja, jeg kan jo ikke så godt, gå derud selv,” sagde han og strakte armene. ”Vi kan jo risikere, at nogen har revolvere på sig.”
Jeg sank. Så det var hans plan. At hvis nogen skulle skydes, så skulle det være mig.
”Jeg har skrevet en tale ned,” fortsatte han. ”Det eneste, du skal gøre er at læse den.” Han stak et dokument i min lomme. ”Min ven Ehren vil stå ved din side hele tiden,” sagde han og nikkede mod døren, hvor det andet dødsbarn stod.
Det dødsbarn kendte jeg. Jeg havde mødt ham på Qvys dødsbørnsinstitution, hvor han havde ledet et angreb mod Nila og mig. Han var blevet skudt i benet, men havde overlevet. Den gang havde jeg haft ondt af ham. Havde revet min bluse i stykker og kastet den ind til ham, i håb om at de andre ville forbinde såret. Nu ville jeg ønske, at jeg havde lyttet til Nila og bare havde efterladt ham.
Devon børstede lidt fnuller af min jakke.
”Ehren kender talen ud og ind. Hvis du laver ændringer, eller på nogen måde forsøger at signalere til mængden, at du ikke er mig, så vil han slå dig ihjel. Forstår du?”
Jeg nikkede. Mit blik mødte Ehrens. Ansigtet med de mange ar var hårdt. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at han ville gøre det.
”Godt, I må hellere komme af sted. Vi må ikke lade dem vente,” sagde Devon.
Ehren greb fat i mig. Han bar ligesom Devon handsker, men jeg vidste, at det kun ville tage et par sekunder at smide dem.
Han trak mig ned ad gangen med portrætterne, og vi nåede hen til en bred dobbeltdør, der førte ud til den store balkon med udsigt over pladsen. Det var herfra, at statslederen plejede at træde frem og tale til befolkningen i nødssituationer. Fortælle dem om, hvad der truede byen, og hvad Statshuset gjorde for at afhjælpe truslen.
Ved døren ud til balkonen stod det andet dødsbarn, der havde været på kontoret tidligere. Josef, havde Devon kaldt ham. Han var lav og spinkel og havde et kort, rødt hår. Han måtte være her fra Zantora, dødsbørnene fra Qvy havde alle den let lysebrune hud, ligesom min veninde Michia. Tanken om Michia sendte et lille stød igennem mig. Hun havde arbejdet på institutionen, nu hvor dødsbørnene overtog byen, ville hun være i fare.
Josef havde et fast greb i en høj, ældre mand. Phillip Raylon. Zantoras statsleder. Han så forhutlet og skræmt ud, og lignede ikke den charmerende mand, han plejede at være. Da han så mig, udvidede hans øjne sig, og jeg var slet ikke i tvivl om, at han troede, at jeg var Devon.
Josef sendte Ehren og mig et kort nik, så åbnede han døren til balkonen og trak Phillip Raylon med ud. Ehren og jeg blev stående i gangen.
Så snart døren gled op, hørte vi en intens mumlen fra folkemængden under balkonen. Alle ansigter rettedes mod Phillip Raylon og Josef ved hans side.
Tavsheden voksede frem, da de fik øje på dødsmærket i Josefs pande, og deres ansigtsudtryk gik fra undrende til angste.
Med rystende hænder, trak Phillip Raylon et dokument op fra inderlommen i sin jakke.
”Kære Borgere …” Phillip Raylons stemme var ikke så stærk, som den plejede at være. Han gik i stå, men Josef gav ham et let skub, og han fortsatte.
”Det er blevet mig pålagt at meddele, at Zantora er blevet overtaget af en gruppe Mortis X. Bedre kendt som dødsbørn.”
Efter et par sekunders total tavshed, brød en høj mumlen ud blandt tilhørerne.
Phillip Raylon rømmede sig.
”Regeringen har overgivet sig og samarbejder med overtagelsesmagten. Jeg vil anbefale jer at gøre det samme. Jeg er blevet lovet, at alle der samarbejder intet har at frygte.” Hans blik gled ud over forsamlingen, før han fortsatte: ”Til de af jer, der har familiemedlemmer, der er politibetjente, flammetæmmere og øgletæmmere skal jeg desuden gøre opmærksom på, at dødsbørnene denne morgen har gennemført en aktion mod Zantoras politistationer, øglereservatet og flammetemplet. Her har de valgt at tilbageholde alle ansatte …”
Det gav et sæt i mig. Politibetjente, flammetæmmere og øgletæmmere. Majana, Nila og Gawins forældre. Hvis Philip talte sandt, så var de alle taget til fange.
Devon havde fjernet alle de mennesker, der ville kunne give ham modstand. Jeg knyttede hænderne. Han måtte have mange dødsbørn under sig for at kunne gennemføre sådan en operation.
”… De er blevet flyttet til et sikret anlæg, hvor de behandles godt,” fortsatte Phillip Raylon. ”Dette er midlertidigt for at sikre et så fredeligt magtskifte som muligt.”
Jeg kunne svagt høre nogen græde nede fra pladsen. Sikkert et familiemedlem til nogen af dem, der var blevet tilbageholdt.
Phillip Raylon fortsatte med at læse højt, men jeg kunne ikke længere lytte. Hvor var alle de fanger blevet ført hen? Og var de virkelig kun tilbageholdt eller … Jeg turde næsten ikke tænke tanken.
” … Skulle der være nogen blandt jer i dag, der er ansat ved politiet, øglereservatet eller flammetemplet, skal jeg opfordre jer til at overgive jer til dødsbørnene omgående. Jeg kan forsikre jer om, at der intet ondt vil ske jer.” Phillip Raylons stemme blev spinkel ved de sidste ord, det var tydeligt, at han ikke troede på, hvad han selv sagde.
På pladsen foran balkonen, opstod der en rasende mumlen.
”Jeg vil nu overlade ordet til deres leder, Devon Valden,” afsluttede Phillip Raylon og vendte blikket mod mig.
Jeg fik gåsehud over hele kroppen ved lyden af Devons navn. Han havde taget mit efternavn. Eller egentlig havde det vel altid været hans, jeg havde bare aldrig hørt ham bruge det før.
Ehren skubbede til mig, og jeg trådte ud på balkonen.
Hundredevis af ansigter kiggede op på mig. Mine hænder rystede. Jeg kunne mærke Ehrens blik brænde i nakken. Mærke, hvordan en lydløs nedtælling var i gang, og hvis jeg ikke snart sagde noget, så ville jeg få problemer.
Jeg foldede dokumentet ud. Det gjaldt om at få det overstået hurtigt. Hvis Devon havde ret i sin mistanke om, at der kunne være folk med revolvere, så var hvert sekund farligt.
Jeg stirrede ned på papiret. Forsøgte at samle mig om ordene. Jeg læste så højt og tydeligt, som jeg kunne:
”Kære Borgere … I dag starter en ny verden. En ny verden, hvor Mortis X ikke længere skal være spærret inde og frygtet. Vi vil vise jer, at vi kan leve sammen med jer. Vi vil vise jer, at vi er lige så meget mennesker som jer. Vi vil skabe en ny verden.”
Jeg gik i stå. Høje råb fra pladsen var brudt ud. Jeg så ud over mængden. Genkendte flere ansigter. Både fra min læretid, men også fra min gamle barndomsgade.
Ehrens øjne blev smalle. Han kunne også godt se, at den megen støj fik ordene til at drukne. Han stak to fingre i munden og piftede højt. Frem fra mængden af ventede folk, kom fire dødsbørn til syne. De var iklædt lange mørke kapper og sorte handsker. Synet af dem fik forsamlingen til at falde til ro.
Ehren puffede til mig, og fandt den linje, som jeg var nået til, og jeg læste videre.
”I de næste par dage vil I modtage en række ordrer. Jeg vil råde jer til at følge disse ordrer. Vi ønsker ikke at skade nogen. Vi vil helst have fred, men jeres had, jeres fordomme har gjort, at dette er den eneste løsning. Den eneste mulighed. Adlyd os, og alt vil blive godt. Hjælp os med at bygge en ny fremtid.”
Der var ikke flere ord på papiret. Jeg løftede blikket og så ud over forsamlingen.
Så lød et skud, og jeg nåede lige at se et glimt af kuglen, inden den borede sig ind i min skulder. Jeg vaklede, mistede fodfæstet og landede på ryggen mod balkonens stengulv med et højt skrig ...
Glæd dig til Gravslægt, det sidste bind i serien Skeletter i skabet.
Udkommer foråret 2013 på Forlaget Facet.
Læs mere om serien på www.skeletteriskabet.dk
